Nyhed | 25-10-2017



Opstartsmøde i region Midt


Af Lone Kjær Hein, Formand for Fagligt Netværk for Seksuel Sundhed og sundhedsplejerske og projektleder i Holstebro Kommun
 
Mandag d. 25. september lykkedes det i 2. forsøg at starte en lokal netværksgruppe op i region Midt. Vi var 17 deltagere fra Holstebro, Århus, Silkeborg, Viborg Kommune denne eftermiddag/aften i Aktivitetscentret i Holstebro med forskellige baggrunde: sundhedsplejersker, læger, jordemødre, leder af Unge Guiderne, rusmiddel og forebyggelseskonsulenter, sexologer og seksualvejledere, sygeplejersker og fysioterapeuter.
 
Formålet med et lokalt netværk er at videndele, kompetenceudvikle, hjælpe og inspirere hinanden.
 
Udover en intro om Fagligt Netværk for Seksuel Sundhed var der to debatoplæg/miniworkshops.
 
Det første oplæg omhandlede opstart af sexliv efter graviditet og fødsel og blev holdt af Gitte Ladefoged. Her hørte vi om vigtigheden af intimitet og sexliv: Hvad skal der til, for at det sker, hvem har ansvaret, hvordan kan vi som fagpersoner italesætte emnet under graviditet, under hjemmebesøg osv. I miniworkshoppen arbejdede vi med cases og en model, som Gitte havde præsenteret. Det blev særligt spændende, fordi vi havde to forholdsvis nybagte fædre blandt deltagerne, som ikke var bange for at byde ind. Gittes workshop vil kunne opleves på den Nationale Konference for Seksuel Sundhed.
 
Det andet debatoplæg handlede om forebyggelse af rituel drengeomskæring og blev holdt af læge Ayhan Al Cole. Her fik vi et meget spændende både personligt og meget fagligt oplæg om, hvad omskæring er, hvordan det foregår, og hvad vi som fagpersoner kan gøre for at forebygge, at drenge bliver omskåret i 2017 i Danmark. Ayhan fortalte om fordele og ulemper - at der er forskning, der peger i den ene retning, og forskning, der peger i den anden retning. Men det som ikke bør være til diskussion er barnets ret til selvbestemmelse - at børn ikke skal vokse op og være frataget denne ret. Deltagerne havde forskellige oplevelser af at gå i dialog med nybagte forældre om, hvad omskæring er, og at det ikke er normal praksis i Danmark. Nogle havde oplevet, at forældrene havde valgt at vente, andre at de blev mødt af spørgsmål eller afvisning, som de ikke lige kunne svare på eller vidste, hvordan skulle håndteres. Der var et ønske om, at jordemødre, læger og syge-sundhedsplejersker får deres eget materiale til at udlevere og informere kommende og nybagte forældre ud fra.
 
Aftenen sluttede med en brainstorm på nye temaer til de næstkommende møder i regionen. Der er lagt op til, at værtsrollen går på skift mellem kommunerne i regionen, og at de mange kompetente medlemmer af netværket bruges som oplægs/workshopholdere. Vi vil forsøge med to forskellige temaer pr. møde, så flest muligt oplever det relevant at deltage udover selvfølgelig netværksdelen.
 
Så har vi oprettet en lukket Facebook-gruppe "Fagligt netværk for seksuel sundhed MIDT". Bor eller arbejder du i region Midt, så søg om at komme ind i gruppen.
 



Tilbage